The Children Of MH17 by Sascha Ende

Hit or Miss? Arti’s Review

Okay, lad os lige lytte til dette nummer. Førstehåndsindtrykket er helt sikkert filmisk og dybt melankolsk. Det åbner med en meget sparsom, næsten skrøbelig klavermelodi, som snart får selskab af strygere. Arrangementet er ret simpelt og læner sig kraftigt op ad holdte toner og lange, flydende fraser, hvilket virkelig understreger den følelsesmæssige vægt. Instrumenteringen er primært orkestral, centreret omkring strygere og klaver, hvilket skaber en klassisk, tidløs lyd, der undgår at føles forældet. Produktionsmæssigt er det rent og klart, med et anstændigt stereobillede, selvom jeg synes, at bunden måske kunne være en smule varmere for at tilføje lidt mere dybde og resonans, især til cello- og basfrekvenserne. Det føles som om, det sigter efter en rå, blotlagt emotionalitet, og i den forstand fungerer det lidt afdæmpede mix. Emotionelt er det ubestrideligt virkningsfuldt. Det fremkalder en dyb følelse af tristhed og tab, perfekt til scener, der kræver ægte patos. Til medieanvendelse kan jeg straks se, at dette fungerer godt i dokumentarfilm, især historiske eller menneskelige interessehistorier, eller måske i en filmscene, der skildrer sorg eller minde. Det er ikke overdrevent dramatisk eller sensationelt, hvilket giver det en følelse af autenticitet. Sammenlignet med industristandard produktionsmusik er det godt inden for det professionelle område. Det kunne måske drage fordel af en lidt rigere harmonisk palet nogle steder for at tilføje subtil kompleksitet og måske en smule mere dynamisk variation i arrangementet for at opretholde engagementet over længere scener. Tænk på at introducere et lidt kontrasterende afsnit eller instrumental tekstur for at forhindre, at det bliver for statisk. Men alt i alt er det et solidt, følelsesmæssigt resonerende stykke, der effektivt opnår sin tilsigtede stemning. Med lidt mere opmærksomhed på den lavfrekvente varme og dynamiske kontur kunne det virkelig blive løftet. Et meget brugbart nummer som det er dog.